Wednesday, 26 July 2017

"De gales kirkegård" nr. 2 udkommer efter 32 år

Omkring 1983 havde Rune T. Kidde overtaget redaktørstolen på det danske tegneserieblad Fantomet, og han sad velsagtens og syntes, at bladet var blevet ret kedeligt. Det var det dæleme også! Jeg havde på det tidspunkt fuldstændig opgivet bladet; De evindelige Fantomet-historier, der (syntes jeg i alt fald dengang) var bygget op over den samme skabelon i hvert nummer, blev simpelthen for meget, og jeg byttede hele min Fantomet-samling væk for mere spændende blade.

Men altså så i '83 besluttede Rune, at nu skulle det være slut, og fra nr. 219 smækkede han den ene spændende, nye serie ind efter den anden; Torpedo 1936 (som bladet kaldte "Torpedo '36", hvilket jeg til den dag i dag synes er en bedre titel), Kaptajn Sabre, og flere andre serier. En af de andre var "De gales kirkegård", forfattet af Rodolphe Daniel Jacquette og tegnet eminent af Alexandre-Nicolas Coutelis. Den franske titel er: Une aventure de Dampierre et Morrisson: "Le cimetière des fous".

Jeg læste med begejstring historien og senere, da jeg blev medlem af albumklubben Trumf, udkom historien som halvårsalbum i fornem hardcover-indbinding. Slår man albummet op på nettet, står det listed som "oneshot", men tro det eller lad være, men jeg har netop opdaget, at de to bagmænd netop (dvs. i 2015!) har udsendt et album nummer 2! Efter en pause på 32 år!!!


Det "nye" album (som altså udkom for to år siden, men som bekendt er gamle nyheder jo NYE nyheder, hvis man ikke har læst dem) hedder Une aventure de Dampierre et Morrisson: nr. 2 "Sargasses". Jeg har googlet hele natten (eller i hvert fald et helt kvarter) uden at kunne finde en udgivelse på tysk, engelsk eller et andet sprog, som er til at forstå for normale mennesker, men desværre lader det til, at den fransk udgivelse indtil videre er den eneste. Forhåbentligt kommer den på tysk på et eller andet tidspunkt. Nu hvor Donovan er lukket, skal vi jo nok ikke regne med, at der er et dansk forlag, der føler for at udsendte en opfølger til Interpresses album efter 34+ år. Men man har jo lov at håbe.



Tuesday, 18 July 2017

Og med eet hug blev man lige den glade ejer af en (næsten) komplet samling FART OG TEMPO!!!


Tilbage i 80'erne plejede jeg at komme i en byttebiks i Korsør. Jeg kom der fra 1979 og frem til '88, hvor jeg flyttede til London. De ni års kommen i den biks lagde stort set grundlaget for min tegneseriesamling. Jeg købte næsten alt det, jeg kunne få øje på. Ja, det vil sige bortset fra:

1) Lommebladene (jeg blev sgu aldrig den store fan af Commando-bladene og deslige)
2) Anders And
3) Fart og Tempo!!!

Jeg købte ikke lommebladene, fordi jeg fandt dem rent ud sagt kedelige. Anders And fandt jeg for barnlig. Og Fart og Tempo købte jeg ikke alene af den grud, at de gode serier, som bladet bragte, ville jeg hellere købe i album-form, serier som f.eks. Blueberry, Bruno Brazil, Bernard Prince, osv.

En anden grund var også, at jeg gad ikke købe alle disse blade med fortsatte historier, hvor jeg godt vidste, at der ville gå lang tid, før jeg fik historierne komplet, og jeg gad simpelthen ikke skulle læse halve historier, hvor f.eks. begyndelsen eller slutningen manglede. Jeg havde nu ellers rig mulighed for at købe løs af bladet; Byttebiksen rent ud sagt bugnede af Fart og Tempo-blade og efterfølgeren Tempo. Jeg tror, de kostede 50 øre stykket. Men jeg lod dem altså ligge.

Og i de senere år har det ærgret mig noget så grusomt, at jeg lod dem ligge. For nu koster nogle af dem ene herregård at anskaffe antikvarisk. Og at finde dem i byttebikse er jo a lost cause. Byttebiksene er væk, og de få, der alligevel stadig ligger der, ligger ikke, hvor jeg er.

Så da en sælger i en tegneseriesalgsgruppe på facebook forleden afholdt auktion over en (næsten) komplet samling af Fart og Tempo-blade, måtte jeg bare slå til! Alle årgange fra bladets start i 1966 og frem til 1976. Fra 1967-75 udkom bladet som ugeblad, så det er næsten 500 blade (der mangler omkring 15 numre i at være en komplet samling)!

Jeg vandt samlingen til cirka 2 kroner per blad, hvilket er et meeeget fordelagtig vinderbud, hvis du spørger mig. Specielt første årgang fra '66 koster kassen, hvis man skal have dem fra f.eks. Pegasus; Nr. 1 ligger lige nu på 200 kr. i "almindelig brugt stand" og det dobbelte i "særlig pæn, brugt stand". Sammenlagt ville første årgang (13 numre) koste cirka det samme, som jeg har givet for hele samlingen, så jeg klager bestemt ikke! (og det er vel at mærke i "almindelig brugt stand". I "særlig pæn, brugt stand" ville det blive næsten det dobbelte, men jeg sammenligner med "almindelig brugt stand", da den samling, jeg har vundet, også må siges at være i cirka samme stand).


Jeg modtog bladene forleden. Jeg bor på 3. sal og GLS-manden så ikke glad ud! Sælger sagde, at de tre kasser vejede omkring 40 kilo. Nå, men hvorom alting er, glæder jeg mig i alt fald til at komme i gang. Hvis jeg læser et blad om dagen, er jeg gennem stakken om halvandet år!


Monday, 17 July 2017

Inspektør CANARDO nr. 10 og 12 nu hjemme på hylden




Som jeg har nævnt et par steder, opdagede jeg serien En sag for Inspektør Canardo (som nu blot hedder "Canardo") tidligere på året. Danske Carlsen Comics udsendte nr. 1-5 i starten af 80'erne og lukkede den derefter i Danmark, men fortsatte i Tyskland. Og da jeg er blevet så begejstret for den lakoniske, deprimerede, drikfældige og smøgtrængende strisser-and, var det klart, at jeg dødogpineme måtte forsætte den på udenlandsk. Jeg gider ikke købe franske album, da teksten er så vigtig (og jeg ikke forstår fransk), så jeg er nu godt i gang med at anskaffe den på tysk. Prøjserne har heldigvis taget serien til sig og kalder den "kult" (men det gør de vist nok om næsten alting, der bliver populært).

Fra nr. 10 har Schreiber & Leser-forlaget overtaget den. Man følger de franske udgivelser lige i hælene og er nået til nr. 24 (2016). Sideløbende med de alm. album udkommer også Intégrale-udgaver, samleband, som samler tre album i hver. Der er ikke noget ekstramateriale (bortset fra et langt Sokal-interview i nr. 0), men udgivelserne er flotte. Desværre følger man også de franske udgaver med hensyn til format, idet størrelsen er formindsket til næsten bladstørrelse isf. alm. albumstørrelse.

Her er de seneste to, jeg netop har købt (og rålæst); nr. 10 og 12. De er ikke nogen billig sag at bestille fra Tyskland (jeg køber gerne gennem Amazon.de), så jeg finder dem ofte brugt (de to viste er begge kasserede biblioteksudgaver og kostede den fænomenale sum af lige under 1 euro per styk (med porto blev det 50 kr. for begge).

Kvalitetsmæssigt synes jeg, Sokal holder det niveau, man som dansker kender fra de første album. I de sidste mange år har han haft Pascal Regnauld med som hjælp på tegnesiden. I nr. 10 ("Hinter dem Horizont") forliser Conardo på en tankstation langt ude i det amerikanske ingenmandsland. Han er på jagt efter en motorcykelbande, hvis onde leder danske læsere vil nikke genkendende til.
PS: i de danske album optrådte der fra tid til anden mennesker, men det er år og dag siden, Sokal smed dem ud af Canardos verden. Rockerne i historien er selvsagt grimme tudser.

I Nr. 12 ("Unschuldig!") er Canardo endnu engang kommet til USA, denne gang hyret til at hjælpe en fransk barnepige, som sidder i spjældet anklaget for dobbeltmord. Sokal smider på flot vis sin fjerede Philip Marlowe/Columbo-klon rundt i helt forskellige kulisser fra album til album, og alligevel virker det helt naturligt. I albummet mellem de to nyindkøbte, "Sterbenswörrtchen" (en dansk titel kunne have været "Smalltalk på dødssengekanten"), hopper Canardo rundt mellem forskellige fortider for at finde en arv, der består af Nazi-guld! Nr. 12 indeholder falske spor som en bedre giallo-film fra 70'erne, og slutningen beholdes ikke, når Hollywood udsender deres filmatisering.

Jeg ville ønske, et dansk forlag ville tage serien op igen, men indtil dét sker, fortsætter jeg "det lange ridt" frem mod en komplet samling på tysk (komplet fra nr. 6, forstås).

Sunday, 9 July 2017

Feriemand angriber Faraos Cigarer



Min sidste dag på arbejdet før sommerferien var onsdagen før sidste onsdag. Og jeg tænkte, det nok var sidste chance for at score nr. 1 af det nye danske tegneserieblad "Fiesta magasinet", før det helt er udsolgt, så jeg tog ind til Faraos Cigarer og kom hjem med Fiesta nr. 1 ... og to tunge poser med alt muligt andet ragelse! Hahaha.

De havde den ene gode ting på tilbud efter den anden, som jeg bare MÅTTE have med hjem. Nogle af dem vældig billige. Der var alt for meget billigt derinde. 

Det sidste album er dog en Inspektør Canardo-intégrale fra Tyskland, som jeg modtog i forleden. Åhh, jeg elsker den deprimerede og fordrukne politiand.








IKKE LÆNGERE HVIDE HANDSKER PÅ, NÅR DER LÆSES TEGNESERIER - MEN DET HOLDT HÅRDT!!!


Jeg er ved at lære, at det ikke gør noget, at man knækker forsiden på et album i den der rille nær ryggen, der sjovt nok er lavet til, at man knækker den. Men det er satanedme svært! Efter at have holdt min samling i mint condition i 35 år er jeg endelig ved at forsøge at lære at være liiidt mindre hysterisk, når det gælder at være 300% nidkær i min behandling af tegneseriealbum. I 35 år har jeg kun (og med "kun" mener jeg absolut K-U-N!!!) åbnet mine album i en grad på 45. Mine album indkøbt fra ny i 80'erne står stadig, som var de købt i går!

Men tidligere på året begyndte jeg at læse en stak kasserede biblioteksalbum, som jeg købte på et kæmpe bogsalg på Slagelse bibliotek sidste sommer, og det var ærlig talt en kæmpe befrielse ikke at skulle passe på!

Netop fordi jeg i så mange år har taget så godt vare på mine tegneserier, besluttede jeg ret tidligt, at min bøger (altså dem uden billeder i), de skulle fanderme læses og smadres og tæskes igennem. Og det bliver de sgu også. Jeg knækker ryggen, og tvinger siderne rundt om ryggen, jeg laver æselører, og passer ikke på ikke at spilde kaffe, og så fremdeles. Så langt kommer jeg dog ikke til at komme med tegneserier, men jeg øver mig i at læse dem mere afslappet.

Måske har det noget at gøre med at blive ældre. Når man er ung, har man denne idé om, at man kommer til at eje sin samling i al evighed. På et eller andet tidspunkt går det op for en, at denne evighed måske ikke er helt så evig alligevel - og hvad så med den perfekte mint condition-samling?
Jeg vil gerne passe på min tegneseriesamling, men jeg vil også gerne kunne nyde at læse den. Og jeg vil gerne kunne nå dertil, hvor jeg ikke får svedige håndflader og nervøse trækninger ved øjnene, når min kæreste spørger, om hun må læse et album.